Maria Snitgaard.

Nu er det tid igen. Jeg prøver, endnu engang. 

Nu er det efterhånden igen, et år siden jeg sidst lavede et indslag. Der er sket så meget i mit liv siden sidst, og jeg kan mærke at jeg har haft behov for denne "lille" pause fra bloggen. Jeg er igennem det sidste år, gået igennem rigtig mange ting, både familiemæssige ting, og mine egne psykiske ting. 2019 har været et interesant år for mit vedkommen. For det første valgte vi at hive pløkkerne op, og flytte ud på landet. Uden tvivl den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Vi er nu flyttet ud på en gammel nedlagt landejendom, som vi bor til leje i. Huset er noget vi har fået lov til at gå og renovere på, så det bruger vi meget tid på. Nogle mennesker tænker vel nok "Hvorfor i alverden bruge penge på renovering når i alligevel kun bor til leje?" men sagen er bare den at vi er lykkelige over at bo her, og håber på at kunne bo her resten af vores liv, hvis det er muligt. 

Udover boligsituationen, så har jeg været nødsaget til at stoppe min 10 klasse på VUC. Grunden er at, som jeg skrev sidst, min angst er blevet værre. Jeg kunne ikke mere, og kunne mærke at jeg var nød til at lytte til min egen krop. Så jeg meldte mig fra, gik på kommunen, og til min læge for at få hjælp. Kommunen lyttede, og det samme gjorde min læge. Jeg har fået tildelt en mentor, og er blevet sat i udredning i psykiatrien. Indtil videre har mit "ophold" i psykiatrien, sat mange tanker igang. Jeg er bla. blevet diagnostiseret med "Skizotypisk sindslidelse". Det har været meget overvældende at få af vide at man har en diagnose udover den angst som jeg i længe har kæmpet med. Jeg er både glad og trist over at få diagnosen at vide. Både fordi at jeg jo selvfølgelig er glad over at jeg endelig har fået svar på hvorfor jeg er som jeg er, og hvorfor jeg har det som jeg har det, men samtidig er jeg også trist over udfaldet. Jeg har jo ikke lyst til at have den her diagnose, jeg vil jo gerne bare være et "normalt" fungerende menneske. Jeg kæmper en kamp hver dag, og nogle dage er bare sværere at komme igennem, end andre. 

Nok om diagnosen, den skal vi nok komme nærmere ind på en dag. En helt anden ting er at vi både har fået endnu en kat, og endnu en skøn hund. Grundet nogle private årsager, har vi fået min svigermors hund. Den skønne Berner Sennen hunhund, Smilla på 4 år. Hun er en hund med mange udfordringer, men gud hvor er det skønt at have hende hos os. Vi er nogle rigtige dyreglade mennesker, og selvom 3 hunde og 2 katte kan være en udfordring, så ville jeg ikke være foruden. Den nye hun kat Loki, fik hurtigt killinger med vores han kat Knud, så vi fik den fantastiske oplevelse af at få 3 små søde og dejlige killinger. Uden tvivl den mest fantastiske oplevelse. 

Pt sker der rigtig mange ting i vores hverdag. Jeg går her hjemme, Michael arbejder stadig, og jeg er nu tilmeldt til at jeg skal starte op på kørekort til Februar. At få mit kørekort er en længe drøm som nu endelig skal gå i opfyldelse. Jeg har i mange år holdt drømmen om kørekort tilbage, fordi jeg er så angst provokeret af tanken om det. Men nu er tiden inde, og jeg må kæmpe imod min angst. Et kørekort ville betyde alverden for både mig selv, men også for Michael. Jeg kan mærke at 2020 bliver vores år. Der er så mange spændene ting forude for os i 2020, og jeg glæder mig til at gå den tid i møde.

Jeg vil lægge tastaturet fra mig, og så vil jeg arbejde på at skrive mere her på bloggen igen. Hav en fantastisk aften. M